Hedebølgen har også ramt mig - og Raskolnikov. Det går ikke godt for ham! Her 160 sider inde i bogen er hans tilstand noget sølle.
I de klareste øjeblikket står han op fra sine febervildelser og skrubber de usynlige blodpletter af tøjet - som en lille hilsen til Lady Macbeth måske.
Hvad kan der dog ikke nå at ske på de resterende 500 sider!
Det der slår mig mest her i starten er den uhørte detaljerede brutalitet (nu håber jeg ikke at jeg røber for meget...) drabet skildres med. Det er brutalt, ækelt og væmmeligt.
Dostojevskij har en fantastisk måde at beskrive virkeligheden på - og en endnu mere virkelig måde at beskrive fantasien på. Hvad er hvad? Det ved hverken jeg eller Raskolnikov i øjeblikket.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar