Om de store historier

På min vej gennem bøgerne til september måneds bogcafé er jeg kommet Arundhati Roy´s "De små tings gud" og stødte på denne sentens som passer fantatisk til vores klassikere:

Det gjorde ingenting at historien var begyndt, for Khatakali opdagede for længe siden at hemmeligheden ved store fortællinger er at de ikke har nogen hemmeligheder. De store fortællinger er dem man har hørt, og vil høre igen. Dem, man kan kan træde ind i hvor som helst, og finde sig behageligt til rette i. De narrer ikke folk med gys og uventede slutninger. De overrasker ikke folk med det uforudsete. De er så velkendte som det hus hus man bor i. Eller duftens af ens elskedes hud. Man ved hvordan de slutter, og dog lytter man som om man ikke ved det. På sammme måde som at selv om man ved man skal dø en dag, lever man som om man ikke skal. I de store fortællinger ved man hvem der overlever, hvem der dør, hvem der finder kærligheden, hvem der ikke gør det. Og dog vil man vide det igen.
Det er deres mysterium og deres magi.