Jeg må beundrer Dostojevskijis evne til at få en tung moralsk sværvægter til at forvandle sig til en "page-turner".
Der er en gribende fremdrift i historien. Han spiller på alle tangenter og især læserens nysgerrighed. Styrken er hans brug af dialog, indre monolog, udtalte tanker og fortællerstemmen der ind imellem uddyber.
Disse polyfone fortælletræk blandes med personer af nærmest romanblads karakter:
- Den døende stedmor der driver steddatteren ud i prostitution for at kunne brødføde de 3 små søskende.
- Den rige snu embedsmand der prøver at få den fattige smukke stolte guvernante til at gifte sig med ham af taknemmelighed.
- Den tungsindige, lidende, smukke martrede hovedperson der driver sig selv ud i et liv som morder.
Opslag
1 kommentar:
Ja - det er også sådan, jeg husker "Forbrydelse og straf" og så kan Dosto skrive med en uafvendelighed som ingen anden - der er aldrig en vej tilbage. Hel og lykke med det sidste.
Send en kommentar