Virginia Woolfs klassiker starter med dette helt vidunderlige anslag. En helt enkel klar sætning. Kort, klar, præcis.
Pause…
Og så kommer syndfloden af ord, sindsstemninger, sanseindtryk, erindringer i et sandt sansebombardement af tankestrømme. Et virvar uden pauser, kapitler eller tydelig overgang mellem fortællerstemmerne...
Kærlighedserklæringen til Londons hektiske summende liv minder mig meget om Toni Morrisons hyldest til New York i hendes fremragende bog Jazz.
Men alt er langt fra idyl hos Woolf:
"Verden har løftet sin pisk ; hvor vil den ramme?"
Jeg læser frygtsomt videre...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Jeg glæder mig meget til at høre mere, for jeg er ikke selv så bekendt med Virginia Wolf.
Jeg er også stadig lidt bange for hende...
Send en kommentar